Er farten årsag til ulykkerne?

Noget tyder på at der kan være mange andre forklaringer....


Nye undersøgelser foretaget i Roskilde amt tyder på at et endog meget stort antal bilister (og andre trafikanter) kører med et højt indhold af sløvende medicin - og andre stoffer i blodet. Kun ganske få bliver i særlige tilfælde kontrolleret for sådanne stoffer i forbindelse med færdselsuheld.

Det er bestemt ikke usandsynligt at sådanne stoffer er en medvirkende årsag til trafikulykker på lige fod med spirituskørsel, der jo "i heldigste fald" blot forlænger trafikantens reaktionstid - hvis han/hun da ikke er faldet helt i søvn. Netop søvn er et andet "overset" trafikproblem. Mange falder nemlig simpelthen i søvn ved den "trivielle" kørsel på især motorvejene. Ny forskning dokumenterer, at mange mennesker har et reelt problem med at holde sig vågne - især efter en lang arbejdsdag (eller nat).

Det viser sig faktisk også, at rigtig mange ulykker på motorvejene er single-ulykker, hvor ingen andre trafikanter har været indblandet. Ofte mistes på "uforklarlig vis" herredømmet over køretøjet - som ryger ud på marken eller hamrer ind i autoværnet. Det sker hver eneste dag. Den reelle (og uofficielle) forklaring er ofte, at bilisten simpelthen faldt i søvn - blot et par sekunder. Men det står ingen steder. Farten får generelt skylden blandt politikerne. 

Og hvor vil vi så hen med det her? Jo'e - måske skulle vi lige vende skråen en gang og kigge seriøst både på "medicinproblemet" og på hastighedsgrænserne:

Bedre information og tydeligere advarsel til brugere af sådanne stoffer. Og så også bedre kontrolmuligheder for "medicin-misbrug" i forbindelse med køretøjer og trafik. Det forekommer lidt idiotisk at man "knalder" folk for at køre bil med en promille på 0,55 - samtidig med at en anden kan føre motorkøretøj fuldstændig bedøvet af medicin / narko eller være vind og skæv af andre rusmidler - og så slippe fra det uden videre tiltale. Kører man galt, var det blot et "hændeligt uheld".

Og så til hastighederne:   

130 - 140 km/t på motorvejene var vel mere rimeligt de fleste steder. 110 km/t på motortrafikveje med midterrabat - ellers 100 km/t, og 90 km/t på andre landeveje. I alle tilfælde naturligvis med lokale begrænsninger hvor det måtte være nødvendigt. 

Eller måske var det noget med tids-differentierede hastighedsbegrænsninger? I myldretiderne f.eks. 110 km/t på motorvejene fra kl. 7 - 9 og igen fra 15.30 - 17.30 på hverdage. Udenfor disse tidsrum 130 - 140 km/t. Er der nogensinde nogen (politikere) der har tænkt på det?

Når man kan lave tidsdifferentierede parkeringsrestriktioner, kan man vel også lave tidsdifferentierede hastighedsbegrænsninger!  

AN