Ingen mobilsnak under
kørslen...
- men hvad med rygning,
spisning og alle de andre anvendte ”fornøjelser” under
bilkørslen?
Seneste nytårs-trafik-stunt
er, at det nu måske skal forbydes helt at tale i telefon under
bilkørsel - uanset om man benytter en håndfri installation. Der
er igen nogle såkaldte ”eksperter” der har for lidt at lave -
eller har behov for at retfærdiggøre eksistensen af deres
organisation. Man har nemlig nu fundet ud af at ”manglende
opmærksomhed” er årsag til et meget stort antal ulykker. Der er
der jo ikke noget nyt i for alle os andre - sådan har det nemlig
altid været.
Manglende opmærksomhed er
f.eks. at falde i søvn under kørslen på motorvej. Det er
desværre ret almindeligt forekommende. Men så længe man taler i
mobiltelefon - falder man i det mindste ikke i søvn! Det er dog
positivt og bidrager til større sikkerhed! Undertegnedes
erfaring ved mobilsnak på motorvej med ringe trafik er, at det
tværtimod skærper opmærksomheden omkring de andre trafikanter.
Yderligere holdes typisk en længere bremseafstand end normalt -
og typisk også en lavere hastighed end de 130 km/t som
efterhånden er standard på motorvejen. Også i byerne holdes
typisk en lavere hastighed hos mobiltalende bilister.
Men ”manglende opmærksomhed”
under kørsel er jo også meget andet. Det gælder f.eks. rygning,
hvor opmærksomheden afledes når man tænder tobakken, leder efter
tændstikker og smøger i handskerummet, eller har den ene hånd
dybt nede i lommerne for at finde smøgerne. Eller når gløden
ryger af cigaretten og falder ned mellem lårene? Eller hvad med
en tabt smøg - med ild i - ned mellem sæderne? Der opstår
virkelig panik! Så rygning under kørsel skal altså forbydes
hvis der skal være nogen logik i et mobilforbud.
Eller hvad med at spille
musik - måske oveni købet i et ”rullende diskotek” med 800 Watt,
fuld 5 kanals surround, 8 højttalere og dobbelt subwoofer? Eller
blot det at pille ved radioen for at finde noget man gider høre
på? Og roden rundt efter CD’er? Eller forstyrrende
trafikmeddelelser fra RDS-radioen? Det må virkelig forbydes at
høre radio under kørslen.
Hvad med uopmærksomheden som
kunne tænkes at opstå i visse situationer - når man sådan lige
kører kontorets unge smukke og lårkorte sild ned til stationen
på vejen hjem? Det skal forbydes. Og så lige til pigerne: Ingen
påsmøring af læbestift under kørslen. Det ser jo godt ud - men
det er farligt! Spisning af f.eks. en sandwich under kørslen -
eller at drikke kaffe eller vand medens man kører på motorvejen
er ikke ualmindeligt specielt blandt erhvervschauffører. Altså
skal det forbydes. Eller en hvad med en halvsmeltet softice? For
ikke at tale om blot det at skæve til KRAK-kortet under kørslen.
Det hele skal forbydes.
Eller seksuelle aktiviteter
under kørslen? Det kan godt være at det er sjovt - men det er
ikke fornuftigt. Og det er farligt. Det skal udtrykkeligt
forbydes ved lov!
Eller samtale med
bagsædepassagererne? Det er altså virkelig distraherende. Det
skal forbydes. Det er meget farligere end at tale i telefon!
Altså: Al samtale med føreren under kørslen forbudt! Og det
samme gælder næsepilleri. Opmærksomheden hænger jo en halv meter
oppe i næsen. Forbyd det!
Og så skal man altså også
lige huske at forbyde brugen af GPS-vejvisningssystemer i
bilerne. Det distraherer jo når man i højttaleren pludselig får
en besked om at dreje om 100 meter. Og hvis man endvidere
drister sig til at kaste et blik på displayet for at se hvad vej
pilen vender? Det er altså virkelig for galt. Forbydes. Og
taxi-chauffører som betjener taxameter og radioer under kørslen?
Forbydes. Og politiet - som under fuld udrykning koncentrerer
sig om alt muligt andet end at køre? Der er desværre mange
eksempler på ulykker og hasarderet uopmærksom kørsel. Altså:
Forbyd både udrykning og politibiler. Og så skal det
selvfølgelig også lige være forbudt at klø sig i nakken under
kørslen.
Men man kunne jo også bare
helt forbyde bilkørsel? Simpelt og enkelt at administrere. Og
man er jo alligevel godt på vej til det med systematiske
nedlægninger af P-pladser og lukning af mange gader og veje -
medens resten indsnævres for at genere biltrafikken mest muligt.
Det gælder ikke mindst i København - Danmarks bilfjendske
hovedstad.
Nå - godt nytår alligevel
til alle - og kør nu fornuftigt og forsigtigt! Og ring så lige
hjem fra bilen hvis du er forsinket! Og hvis Rådet for Større
Færdselssikkerhed virkelig ikke kan finde noget bedre at tage
sig til - så nedlæg det!
AktiveBilister / Allan
Nelsson
Og vi venter forresten stadig...
på de
bebudede ændringer af hastighedsgrænserne på motorvejene.